Fru Dorthea Christoffersen ses på Jyderup Realskoles 60 års invitationen for årgang 1907 og
datteren Bodil Christoffersen ses 1939 i I Mellemklasse, 1940 II M, 1941 III M, 1942 IV M, 1942 Mellemskoleeksamen, 1943 Realklassen og Realeksamen3

Jyderups første autoværksted
Billedet her fra Jyderup lokalarkiv
Første autoværksted Fra omkring 1910
Bilerne på ovenstående billede er ikke hentet fra et bilmuseum, men var de hypermoderne modeller omkring 1910-1915, omend de var sendt til eftersyn på Aage Christoffersens bilværksted på Sølystvej, Jyderup
På dette morsomme gamle billede ser man til venstre ejeren, automekaniker Aage Christoffersen, helt til højre Villy Jentoft, nu lillbilvognmand og kørerlærer i Jyderup. Læredrengen på hjørnet bag det to-hjulede køretøj er Gunner Jensen, nu kendt som automekaniker i Ruds Vedby, men hvem er mande ved bilens forparti! Kan læserne hjælp os med identificeringen?
Jyderups første
Der menes, at dette var Jyderups første bilværksted, og det fungere stadig som sådan, omend i udvidet skikkelse, og med Poul Sørensen, Chewron, som indehaver. Sønnen, Hans K. Sørensen, er også aktiv i virksomheden, som nu også omfatter et bagved liggende stort værksted, butikssalg i det gamle værksted, autoforhandling, benzin- og servicestation.
Fra 1931 var Poul Sørensen i øvrigt ansat hos Aage Christoffersen og da så såvel eksteriør som interiør fuldstændigt ud, som på det viste billede. "Bilværksted" malet på taget, var blikfang for de - i 1910-1915 relativ få bilister.
Der blev dog hurtigt fuldt op at gøre for både mester, to svende og læredreng, senere endnu et par mand.
Der er mange interessante og morsomme detaljer på det gamle billedklenodie, men - bortset fra bilerne - er alligevel bygningen så at sige uændret, omend selve værkstedet, ved udvidelsen, kom til at ligge bag ved den gamle bygning, hvor Poul Sørensen stadig har forretning. Det er kun ca. en snes år siden, at hækken blev fjernet og der blev anlagt fortov.
Nu vil vi gerne aktivere læserne: hvem er "den tredje mand" der - udover daværende læredreng - ses på billedet? Den der kan opklare "sagen" bedes venligt have den ulejlighed at ringet til Poul Sørensen 4760104 .

1971, marts; første autoværksted korrektion til første artikel
Hvem er Jørgensen fra Snertinge?
- Det er min Ford man ser på det gamle billede fra bilværkstedet på Sølystvej i Jyderup, oplyser vært i Lille Valby forsamlingshus ved Slagelse, Gerhard Christoffersen en bror til daværende indehaver Aage Christoffersen.
Billedet har interesseret mange, og vi har haft en del henvendelser med forskellige oplysninger, bl.a. rettelse til årstal, således var det ikke i 1923, men i 1931, at nuværende indehaver, autoforhandler Poul Sørensen kom i lære hos Aage Christoffersen. Det menes også at billedet er taget en del år efter værkstedets oprettelse. Der blev begyndt på Teglværksvej, fortæller Gerhard Christoffersen, som to gange var i kompagni med sin bror, og som videre nævner, at de allerførste, der - i Jyderup - havde med biler at gøre, uden at det dog egentlig var værksted, var brødrene Frederik, Ludvig, Alfred og Karl Jacobsen, der konstruerede Jyderups første bil, som fik navnet FLAK- bilen, dannet af brødrenes forbogstaver. FLAK-bilen blev sat i produktion og denne fabrik lå på Drivsaatvej, hvor nu automekaniker Jørgen Christiansen har værksted i den tidligere autofabrik. Gerhard Christoffersen bekræfter, at personerne på billedet er Aage Christoffersen, Villy Jentoft, Jyderup og Gunner Jensen, Ruds Vedby. Det blev efterlyst, hvem der var "den tredje mand" af de fire personer, daværende læredreng indbefattet. Gerhard Christoffersen kan huske, at den pågældende, der var svend, hed Jørgensen, men har glemt fornavnet. Jørgensen var fra Snertinge, og Christoffersen kunne godt tænke sig at vide, om det kan indkredses nærmere. Hvem er Jørgensen fra Snertinge? 5
1957 dec. 60 år
Fru Dorthea Christoffersen, Sølystvej, Jyderup, fylder i dag 60 år.
Fru Dorthea Christoffersen er født i Faurbo som datter af afdøde tømrermester. Søren Sørensen, senere Jyderup. I Jyderup lærte fru Christoffersen sin mand, automekaniker Aage Christoffersen, at kende, og de fik efter en kort tid på Teglværksvej deres hjem på Sølystvej. Mange mennesker havde dagligt ærinde i hjemmet, og de vistes alle enestående gæstfrihed af den flinke og dygtige husmoder. For 6 år siden havde fru Christoffersen den sorg at miste sin mand. Selv har hun været - og er stadig - til stor støtte for sin broder, snedkermester Ludvig Sørensen, i dennes hjem på Teglværksvej.
Fru Dorthea Christoffersen er en dame med personlig indstilling overfor livet og sine medmennesker, og hun er ikke bange for at forfægte sine meninger, men med et vist selvironisk lune, så man forstår, at der er hjerte og venlighed bag ordene. Hendes tjenstvillighed er velkendt, og ikke mindst har hun vundet sig venner indenfor Lottekredsen, som hun gør et stort arbejde for. Ligeledes er hun interesseret medlem i Jyderup og omegnes Husmoderforening, hvis arrangementer hun altid er trofast deltager i.
Fru Dorthea Christoffersens eneste datter bor i Glostrup og deltager i dag i fødselsdagsfesten sammen med fru Christoffersens gode venner1

1970 21. december Dorthea, ✝ RIP
Fru Dorthea Christoffersen, Sølystvej 5, Jyderup, er efter kort tids sygeophold død, i en alder af 73 år.
Fru Dorthea Christoffersen var et elskeligt menneske, meget populær og afholdt, kendt for altid at sige sin mening lige ud, altid ud fra en retfærdig bedømmelse og ærlig oprigtighed. I sin hverdag var hun Jyderupper med liv og sjæl, var født i Jyderup, som datter af daværende møbelhandler Sørensen, en forretning der stadig eksistere, videreført af fru Christoffersens bror, møbelhandler Ludvig Sørensen.
I ægteskabet med automekaniker Aage Christoffersen blev fru Dorthea kendt som en gæstfri og dygtig husmor, og i det harmoniske hjem fik deres eneste datter en tryg barndom. Mor og datter vedblev at være stærkt knyttet til hinanden og fru Christoffersen var ofte gæst hos sin datter og svigersøn, der bor i Glostrup.
Efter at fru Christoffersen havde den sorg at miste sin mand, vedblev hun at bo i ejendommen og forpagtede værkstedet ud. Ret ofte har fru Dorthea selv prøvet at være syg, men hun kendte ikke til at beklage sig. Et lyst livssyn, et rigt sind og en objektiv indstilling overfor alt, hvad der havde værdi og var værd at interessere sig for, hjalp hende til at overvinde alle besværligheder og få det bedste ud af tilværelsen. På opofrende måde var hun også i mange år en trofast medhjælp for sin bror. Hjertelig og hundrede procent oprigtig var hun i sin væremåde, og det var godt at eje hendes venskab, fordi hun aldrig svigtede nogen. Af mange, mange vil hun blive savnet, mest naturligvis af sine slægtninge, og hun har givet sine venner mange gode minder at væren om2


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 6. dec. 1957, side 4; 60 år
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 21. dec. 1970, side 6; Dorthea Christofferen, RIP
Kilde 3: Jyderup Realskoles årsberetning den 09. maj 1939, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning den 12. maj 1940, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning den 17. maj 1941, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning den 12. maj 1942, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning 1943, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning den 10. maj 1944, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 26. marts 1971, side 6; Første autoværksted
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 30. marts 1971, side 6; Første autoværksted korrektion til første artikel
Noter:
a) Rettet i henhold til avisartikel fra 30. marts 1971, avisbilledet er meget mørkt
På arkiv.dk Jyderup ses "Første bilværksted" (B1555) som er samme billede som avisbilledet og benyttet her med tilladelse fra Jyderup Lokalarkiv

Sidst rettet 20. oktober 2015
©Jyderup Realskole